Vores historie – Del 16 // Huskøb

Fortsættelse fra Vores historie – Del 15 // Praktik, erhvervserfaring og familieforøgelse 
 
 
Vi er i midten af året 2002 og vi har i marts måned fået vores lille hund Rebel, og vi bor i vores lille lejlighed i Roskilde.
Jeg læser til markedsføringsøkonom og er i det sidste halve år i praktik hos Hewlett-Packard som netop er fusioneret med Compaq. Kasper arbejder som sælger i et firma der sælger kontorbeplantning. Hans firma ligger i Køge og mit i Allerød.
 
 

Vores historie – Del 16

Vores liv ser ud til at køre på skinner. Vi har lejlighed, hund og jobs – eller tæt på, for jeg er jo ikke færdiguddannet endnu.
Det bliver jeg dog i sommeren 2002, og i den anledning får jeg lov at blive på mit praktiksted Hewlett-Packard hvor jeg er faldet rigtig godt til – nu som ansat og med løn.
Planen er stadig at jeg gerne vil læse HD 2. del, men jobbet og erhvervserfaringen lokker mig også bare i en sådan grad at jeg faktisk ikke har lyst. Jobbet er så at sige lige det job jeg havde drømt om. Det er i marketingafdelingen og selvom produkterne kan være meget tekniske så er jeg bare helt igennem lykkelig for det job.

Min sorg over at have mistet min søster er stadig enormt stor – og specielt i de her tider hvor det hele går godt, der savner jeg hende. Savner at kunne dele alt det gode med hende, og savnet af hende overskygger alt, men har også givet mig en ny dimension i livet.

I efteråret 2002 tager vi igen en tur til Disneyland i Paris med min svoger og min lille nevø, og i det hele taget nyder vi livet sammen og med vores familier.
Det er også i vinteren 2002 min svoger finder sig en ny kærlighed. Det kan man måske tro er rigtig svært for os andre i familien, men faktisk er vi ovenud lykkelige for at der igen kommer en kvinde ind i hans liv. Det er jo ikke sådan at fordi man i en alder af blot 33 år pludselig bliver alene, så skal man leve alene resten af sit liv. Så selvom min søster og hans kærlighed var stor, så er det meget livsbekræftende og rigtigt for os at han finder en ny pige. Også en bonus-mor til min lille nevø.

Min svoger har været i familien siden jeg var blot 7 år gammel – og den dag idag betragter jeg ham som min bror. Det er svært at beskrive uden man kender os sådan rigtigt, men jeg sætter meget stor pris på at han stadig er i mit liv. Også selvom vi bestemt ikke ses hver dag.
Han er en stor del af mit liv og vil ALTID være det.

 

Ønsket om selv at få børn

Jeg er kun 23 år, men alligevel er mit ønske om selv at få børn kæmpe stort. Vi er ikke i tvivl om at som par at vi elsker hinanden, men Kasper er bare slet ikke med på den ide.
Jeg ved at jeg ikke kan leve et liv uden børn, men giver også vores forhold en chance. Jeg elsker jo Kasper og selvom jeg enormt gerne vil have børn, så vil jeg altså kun have børn med ham. Og så er vi jo altså stadig enormt unge, men de sidste år har også bare modnet mig på en måde som man måske ellers ikke oplever i en alder af 22-23 år.

Jeg læser en masse bøger om hvor frygteligt det er at blive forældre og alle de skrækhistorier der nu kan være.
Det kurerer mig desværre bare ikke på nogen måde, og der er vist ingen tvivl om at presset er stort på Kasper :0)

 

Huskøb

I foråret 2003 fortæller min svoger og hans nye kæreste os at de har tænkt sig at flytte sammen, og at de vil begynde at kigge efter hus sammen. De vil sælger min søsters hus, som min svoger har boet i efter hendes død.
Som vi sidder der og får det af vide, tænker jeg kort at det ellers virkelig er et fint hus.

Vi snakker videre om løst og fast, samt alt det praktiske ved hussalget. Min svoger har allerede fået vurderet huset og ved ca. hvad det bliver sat til salg til.
Beløbet er en anelse højere end vores lejlighed i Roskilde og pludselig udbryder Kasper: “Jamen hvorfor køber vi det ikke bare”

Jeg er mundlam, han har lige sagt ordene som florere rundt i mit hovede. Måske turde jeg ikke sige dem, fordi det er for sindsygt at bo i sin døde søsters hus. Måske fordi jeg ikke vil pådutte ham at bo i et hus baseret på så mange følelser. Men helt uden at han ved hvad jeg tænker, så foreslår han det helt selv.
Jeg kan slet ikke beskrive hvor lykkelig han gjorde mig i det sekund, og pludselig giver alting bare SÅ meget mening. Vi skal da selvfølgelig overtage det hus og min svoger er heldigvis lettet over vores beslutning og helt enig.

Vores lille lejlighed bliver sat til salg, og selvom vi blot har haft den i mindre end 2 år, så er den steget betydeligt og det viser sig at vi stort set kan sælge den for samme pris som vi ender med at skulle give for huset.
Den bliver hurtig solgt og sommeren 2003 flytter vi ind i min søsters gamle hus <3

 Vores historie - Del 16 Total iorden H2O sæt dér :0)
 
 

Ferie i USA

Det hele kører bare for os – begge har vi gode job og nu er vi også hus-ejere. Jeg tror at jeg begynder at slappe lidt af omkring alt det her med at få børn, for i bund og grund så udvikler vores forhold sig jo i den helt rigtige retning.

I sommeren 2003, hvor vi netop er flyttet ind – tager vi også på vores første tur sammen til USA.
Det er helt ubeskriveligt at opleve de omgivelser Kasper har været i derhenne og møde hans “familie” derovre. Landet og hans familie tager mig med storm og vi har nogle virkelig gode uger derhenne.

Vi oplever en masse i de uger vi er derhenne og amerikanerne har arrangeret simpelthen så mange ting, for at jeg kan komme rundt og se det hele.
Vi bor hos Kaspers familie i Michigan, i en by der hedder Ypsilanti ca. 1 times kørsel fra Detroit.

 

Nyt job 

I den periode her skifter Kasper en del job, og har forskellige sælgerjob.
Han får bl.a. et job i et firma der ligger i Herlev, hvor jeg jo fortsat arbejder i Allerød og da han har firmabil så ender vi faktisk med at køre sammen hver morgen på job.
Så allerede her, har vi været vant til at arbejde langt fra vores bopæl og det har aldrig forhindret os på nogen måde at have den transporttid til og fra arbejde.

I efteråret 2003 bliver vi enige om at projekt baby skal igangsættes. Der er ingen tvivl om at lysten stadig primært ligger hos mig, men vi er begge enige om at jeg smider p-pillerne og vi giver det et forsøg.
Jeg tror jeg har været stoppet med p-pillerne i ca. 1,5 mdr., da Kasper i december måned kigger mig dybt i øjnene en aften og fortæller mig at han altså virkelig ikke føler sig klar alligevel og at han synes vi skal stoppe projektet.

Jeg havde slet ikke set den komme, jeg troede jo vi var enige? Helt ulykkelig får jeg sagt til ham at det må jeg selvfølgelig respektere, men at nu har vi jo ikke beskyttet os de sidste måneder – så det kan jo godt være jeg allerede er blevet gravid.
Han er helt sikker – han er ikke klar, heller ikke selvom jeg skulle være blevet gravid allerede. Han ønsker ikke et barn på nuværende tidspunkt, og gør det meget klart for mig at han er helt sikker.

Jeg er grædefærdig, og dybt ulykkelig. Ved slet ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg er 1 uge fra at skulle have min menstration, og er i vildrede. Hvad nu hvis jeg allerede er gravid? Jeg ved med mig selv at jeg på ingen måde kan få mig selv til at få en abort om jeg skulle være. Vi var jo for pokker enige.

 

Udebleven menstration

Ugen efter kommer min menstration ikke som ventet og den sidste uge har været et helvede. Vi taler dårligt sammen og er begge bare ulykkelige.
Kasper holder fast, han er ikke klar.

Jeg tager en graviditetstest og når at tænke tusind tanker mens jeg venter på at den viser mig een eller to streger. Inderst inde prøver jeg at mærke efter hvad jeg egentlig helst vil – uanset hvad så er vores forhold nok slut. Er jeg ikke gravid, så får vi ihvertfald ikke børn sammen for Kasper er helt sikker og jeg tror aldrig han bliver klar så. Hvis jeg er gravid, så bliver jeg højest sandsynlig alene med barnet. Det er pest eller kolera!

 

Testen er positiv – Jeg er gravid……….

 

 

Fortsættelse følger……..

 

 
Find alle de tidligere afsnit LIGE HER
 
Sidste 3 afsnit finder du her:
 
13: Vores historie – Del 13
14: Vores historie – Del 14
15: Vores historie – Del 15

– og husk også:
Vores historie – Bonusinfo
 
 
 

 

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Your email address will not be published.

Du kan benytte dig af disse HTML tags og attributter: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>