Vores historie – Del 13 // Lettelse

Fortsættelse fra: Vores historie – Del 12 // Når det man frygter sker…
 
Jeg har netop fået det længe frygtede telefonopkald – Min søster er død…
Det jeg har frygtet så meget de sidste år, er nu sket – Min søster er her ikke mere. Hun har fået fred.
 
 

Vores historie – Del 13 

Opkaldet om min søsters død er netop kommet, efter vi har siddet ved hende hele dagen på hospitalet. Vi var ellers netop kommet hjem til vores lille lejlighed, da alt så ud som om hun igen ville snyde døden. Men det gjorde hun så bare alligevel ikke, og vi får beskeden om hendes død mindre end en halv time efter vi er kommet hjem.
Vi beslutter selvfølgelig straks at køre tilbage til Rigshospitalet, for at sige vores sidste farvel til hende og ikke mindst også for at være sammen med hendes mand, hendes lille søn og resten af familien. Vi er selvfølgelig i stor sorg, men jeg må også sige at jeg mærkede en kæmpe lettelse. Det lyder måske vildt mærkeligt på dem som måske ikke har været sådan en omgang igennem, men når man som pårørende har frygtet noget så længe og det så pludselig sker – ja så er det bedste ord jeg kan beskrive det med: LETTELSE <3

Vi kommer tilbage og min søster er stadig varm, men noget så fredfyldt. Der er tændt levende lys på hendes stue og det er en kæmpe lettelse at se hende ligge der så fredfyldt efter vi har oplevet hende kæmpe sådan hele dagen. Nu har hun ikke ondt mere, ingen smerter, ingen kræft – bare hende helt igennem.
Hun er så smuk.
Det sværeste er at vi er nødt til at forlade hende igen. Det har vi jo gjort så mange gange før, men denne gang ved vi ikke om vi ser hende igen. Det er det endegyldige farvel og det gør det sindsygt svært at forlade hende. Der er jo ingen der bliver ved hende, så der går lang tid før vi begynder at bevæge os ud af hendes stue.

 

Begravelsen

Jeg husker det som om jeg i hele den periode op til begravelsen er enormt fattet. Jeg får ringet rundt til alle mine venner og får fortalt dem hvad der er sket. Dog er jeg sygemeldt fra mit arbejde på McDonald’s i en uges tid, hvilket der er fuldt forståelse for. Jeg informere også personalet om hvad der er sket, og i det hele taget er vi meget åbne omkring hvad der er sket.
Min familie, min søsters mand og jeg planlægger begravelsen. Vi er i det hele taget bare meget sammen i tiden lige efter hendes død.

Da dagen kommer hvor hun skal begraves, kører de nærmeste ind til Rigshospitalets kapel, for at hente hende. Vi er blevet informeret om at det ikke vil være en god ide at se hende i kisten, da kemoen som stadig er i hendes krop ofte gør den afdøde helt blå/sort – så det vil ikke være behageligt at se.
Min bror vil dog være med at ligge hende i kisten, da han vil sikre sig at det er hende der ligger i kisten. Så han går sammen med bedemanden ind. Han er fast besluttet på at han er helt ligeglad med hvordan hun ser ud, bare han ved at det ER hende.
Han kommer ud ganske kort tid efter, sammen med bedemanden og de fortæller at hun ser helt smuk og fredfyldt ud stadig. Hun er ikke blå eller sort på nogen måde, så vi beslutter alle sammen at gå ind til hende. Den fantastiske bedemand vi har, foreslår at vi bede fadervor for hende og synger et par salmer for hende som hun ligger der i sin åbne kiste – så det gør vi.
Det er så smukt og virker bare som det naturligste i verden.

Da den sidste falme er færdig – “Altid frejdig” skal vi sætte låget på kisten.
ÅHH jeg har aldrig oplevet noget så grufuldt. Vi ved jo at NU er det endegyldigt slut – vi får hende aldrig at se igen.
Stort set alle i det rum bryder sammen.

Vi kører i flok med hende tilbage til Fårevejle. Min bror sammen med bedemanden i rustvognen og os andre i ligtog bag.
Min søster var fuldstændig vild med Big Fat Snake og på vejen hjem i radioen spiller de pludselig: “No peace like in Heaven“. Flere af os høre radio på den kanal i bilerne hjem og bider mærke i sangen. Den dag i dag, kan jeg ikke høre den sang uden at fælde en lille tåre mens jeg tænker på min søster.

Da vi kommer til kirken bærer vi min søster ind i kisten. Kirken er helt tom og der er gjort klar til begravelsen med plads til kisten oppe forrest. Der er endnu ikke så mange blomster, men graverne er så småt igang med at pakke dem ud der er ankommet.
Der er stadig et par timer til selve begravelsen og det er meningen at vi skal køre igen. Jeg husker hvordan det var enormt angstprovokerende at sætte min søster deroppe i en kiste og bare forlade hende igen. Jeg havde så meget lyst til bare at blive ved hende, men min familie fik mig overtalt til at vi selvfølgelig skulle køre og at hun jo stod der så fint og nok skulle være der når vi kom tilbage igen.

Vores historie - Del 13

Da vi kommer tilbage igen, er kirken fuldstændig proppet med blomster. Der er blomster alle vegne og vi er fuldstændig overvældet. Der er så mange blomster at de har måtte ligge dem i vindueskarmene også, rundt om døbefonden, foran alteret og hele vejen ned ad kirkegulvet og ud af kirken. Jeg husker mine forældre gå hånd i hånd op til kisten og bare kigge på alle de blomster og læse på de mange bånd på kransene.

Hun får den smukkeste begravelse og kirken er stuvende fuld. Der er så mange mennesker og det glæder vores hjerter. Mine svigerforældre og mange af mine venner er også mødt op og den dag i dag er jeg utrolig taknemmelig for at de delte denne oplevelse med mig selvom de ikke kendte min søster særlig godt, var de mødt op for at være der for mig og min familie.

Kasper, jeg, min søsters mand, min bror, min far og en af hendes veninder bærer kisten ud af kirken til tonerne af en tværfløjte der spiller melodien fra Kim Larsen: “Om lidt bliver her stille”. Det er fuldstændig hjerteskærende at bærer hende ud. Ikke mindst fordi min lille nevø går som den første efter os lige bag sin mors kiste hele vejen ud.
Det er nok noget af det mest hjerteskærende jeg nogensinde har oplevet.

Vores historie - Del 13

Efter begravelsen er der en forsamling for alle der har deltaget i et nærliggende forsamlingshus og det er enormt dejligt at folk er mødt op. Det letter stemningen og alle har gode minder at berette.

Da vi vender tilbage til min søsters grav dækket fuldstændig til af alle blomsterne som nærmest danner en hel sti fra hendes grav. Det er fuldstændig vanvittigt så mange blomster der er.

 

Livet går videre

Blot et par dage efter begravelsen og inden jeg begynder at arbejde igen, tager min svoger, min lille nevø, min brors kæreste og jeg til Egeskov slot på Fyn hvor vi har en hyggelig dag sammen. Vi har bare brug for at der sker noget og bare at være sammen.

Vores historie - Del 13

Juli 2001 // Egeskov slot – Billedet af mig er taget af min lille nevø på 5 år <3
 
 

I tiden efter begravelsen finder jeg utrolig meget tryghed og ro i at være så tæt på min familie som overhovedet muligt. Kasper og jeg bruger meget tid sammen med min svoger og min lille nevø. Det er hårdt at opleve min lille nevø på 5 år komme sig over sin mors død og overvære hvor meget han savner hende. Tænk at man som barn skal opleve at miste sin mor. Men han har jordens bedste far og da han har været med i alt så klarer han det bare så flot.
Står man i sådan en situation, så er jeg af den overbevisning at man ikke bør skjule noget for børnene. Det gør kun sorgen værre for dem og jeg har stor stor beundring over min svoger og hans måde at agerer på i hele den periode og stadig den dag idag.

Fordi jeg har sådan et stort behov for at være sammen med min nærmeste familie, så skal jeg også indrømme at mine nærmeste venner kommer lidt på afstand. Det er egentlig ikke bevidst fra min side og idag kan jeg godt ærgrer mig lidt over det. Men min ansvarsfølelse for min familie og ikke mindst min lille nevø gør bare at alt andet bliver ladt lidt i stikken selvom jeg har jordens bedste og mest forstående venner.

 

Fortsættelse følge…….

 

Find alle de tidligere afsnit LIGE HER
 
Sidste 3 afsnit finder du her:
10: Vores historie – Del 10
11: Vores historie – Del 11
12: Vores historie – Del 12

– og husk også:
Vores historie – Bonusinfo
 
 
5 kommentarer
  1. Det er god terapi, at få dine oplevelser skrevet ned som du gør og dele det med andre. En god bearbejdelse. Det må være så svært, men du skal ikke bebrejde dig selv, eller have dårlig samvittighed over, at du for en periode tager afstand til dine venner. Er sikker på, at de “rigtige” venner nok skal forstå, at du har behov for at være der 100% for din familie i den svære tid. Sidder med en tåre i øjenkrogen, da det minder mig om da jeg mistede min far for ca. 8 år siden.

    Bedste tanker til dig
    Smil Lene .0)

  2. Det er så usandsynligt rædselsfuldt at børn skal miste deres forældre.
    Jeg var selv 5, da min far døde. Min far som pludseligt 2 uger før min fødsel ikke ville være far alligevel. Og som 2 måneder før sin død kontaktede min mor, undskyldte og oprigtigt gerne ville være en del af vores liv igen – stille og roligt naturligvis. Og så blev han revet væk pludseligt. Det er så traumatiserende. Jeg er 23 nu, og jeg har stadig dybe ar – endda over en mand, jeg reelt ikke kendte, men det er så dyb en sorg ikke at kende hele sit ophav og aldrig få muligheden for det.

  3. Jeg fik aldrig skrevet igår, for dit indlæg ramte lige hvor det gør allermest ondt. Dine tanker og følelser i forbindelse med det hele..jeg kunne have skrevet det! Har ikke læst hele føljetonen, men har tænkt mig at gøre det (når der er ro på tumlingen engang), indlægget igår var svært at komme igennem. Men tak for at sætte ord på – har selv overvejet det samme, men det er stadig alt for tæt på.

Skriv en kommentar

Your email address will not be published.

Du kan benytte dig af disse HTML tags og attributter: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>