Teenageren #2

Den anden dag fik jeg den her besked. Eller dvs. flere beskeder fra teenageren i huset.
Jeg praktiserer at være til stede i det jeg er i, og forsøger så vidt jeg kan at holde alt andet ude og fokusere på præcis det jer er i. Dagligt sidder jeg i ret mange møder, men kan som regel lige tjekke telefonen for opkald fra børnene løbende.

Den her dag sad jeg i et ret vigtigt og koncentreret møde, som max. tog 2 timer. Min telefon blev således ikke tjekket i de 2 timer, og lå helt isoleret med fronten nedad og på lydløs.

Da mødet var slut, vendte jeg telefonen og fik et chok.
Der var intet mindre end 19 sms beskeder og 15 opkald, alle sammen fra teenageren i huset…….
Som mor, tænker man jo straks det værste. Men ak – det var vist bare noget om teenagerens egen navle :0)

I det mindste spørger han til sidst om der mon er sket noget ;0) Det må da være et godt tegn ik? Et tegn på empati måske?
Man har vel lov at håbe ;0)

Se også min tidligere indrømmelse om teenageren her: Teenageren #1