Småfolk yndlingsjakken

Spørgerunde – Min uddannelse og baggrund

Spørgsmål:
Hvad har du af uddannelse og hvordan har du fået det FEDESTE job ever??? Og ja er du lige så begjstret over dit job som jeg er 🙂

Mit svar:
Tusind tak for spørgsmålet, som faktisk er et af de spørgsmål jeg oftest modtager på email fra jer læsere ;0)

Jeg er uddannet Handelsstudent (HHX), og blev efter min eksamen ansat som elev på et reklamebureau i indre København. Jeg opdagede dog hurtigt at mine ambitioner var langt højere end de opgaver jeg modtog som elev, så jeg kastede mig samtidig ud i HD studiet om aftenen.

Mens jeg læste HHX havde jeg haft job på McDonald’s og det fortsatte jeg med deltid ved siden af mit elevjob og HD studie. Oftest havde jeg vagter i weekenden, og fungerede både som chefværtinde, manager og 1. assistent igennem min tid på McDonald’s.

Efter 1 år som elev på reklamebureauet, blev jeg enig med min arbejdsgiver om at droppe elevstillingen og få en fastansættelse på bureauet. Jeg ville langt mere end tage telefoner, lave mad og handle ind for de andre.
Dog kørte jeg død i det efter kort tid, da mine opgaver ikke rigtig udviklede sig.

Jeg var herefter tilbage på McDonald’s fuldtid og fungerede som 1. asssitent (restaurantchefens højre hånd). Samtidig fortsatte jeg med at læse min HD om aftenen.
Efter noget tid valgte jeg dog at springe fra HD studiet til Markedsføringsøkonom uddannelsen med statistik og erhvervsøkonomi som speciale – hvilket gennemført giver merrit til HD 2. del. Min tanke var at læse fuld tid til jeg var færdig med markedsføringsøkonom uddannelsen, for derfter at tage HD 2. del i afsætning om aftenen.

Sidste halve år af markedsføringsøkonom uddannelsen, kunne man vælge at komme i praktik – hvis man vel og mærke selv fandt praktik plads. Det var jeg så heldig at finde og var derfor i praktik hos Hewlett-Packard i en tid hvor de lå midt i en fusion med Compaq. Jeg var i praktik i deres marketingafdeling og det brændte jeg så meget for at jeg efter praktik perioden blev tilbudt fastansættelse som marketingkoordinator.

Jeg var hos HP i ca. 6 år, som var så meget mit drømmejob at jeg aldrig fik kastet mig over den HD 2. del, som ellers havde været min plan.
Jeg arbejdede mig op, og var sindsyg glad for mit job. Jeg havde ansvaret for markedsføringen af HP’s største enterprise servere, hvilket var meget teknisk – men også yderst interessant. Jeg elskede virkelig mit job.
Det var mens jeg var hos HP at jeg fik børn. Først Julius og 2½ år senere Lucas.

Imellem Julius og Lucas – startede jeg mit eget lille projekt op med at sælge børnetøj på nettet. Butikken udviklede sig så meget under min barsel med Lucas, at vi besluttede at jeg nu kun skulle have et deltidsjob og drive butikken ved siden af. Så efter min barsel med Lucas vendte jeg desværre ikke tilbage til det der ellers havde været mit drømmejob.

Desværre viste det sig at Lucas var et lille skravl og var syg konstant. Så jeg blev efter barslen bevilligedet tabt arbejdsfortjeneste 20 timer ugentligt, så jeg kunne tage mig af Lucas. Samtidig med Lucas’ sygdom kørte jeg stadig mit lille projekt med at sælge børnetøj på nettet.

Efter 4 år med min egen butik med børnetøj, besluttede jeg mig for at sælge den. Jeg gjorde alt selv. Pakkede ordrer, designede og vedligeholdt hjemmesiden, oprettede varer, købte ind til nye sæsoner, markedsføring, momsregnskaber – ja i det hele taget alt hvad der hører sig med sig som selvstændig.
Jeg brændte for mit lille projekt, men jeg gjorde op med mig selv at det i det sidste halve til hele års tid, havde givet mig mere negativt end positivt.
Det var hårdt, men jeg måtte også indse at det ikke var mig at være så alene om tingene, så jeg satte butikken til salg.
Jeg fik den solgt og havde egentlig tænkt at jeg skulle noget helt andet.

Men en dag, samtidig med at jeg var ved at afhænde min egen forretning, blev jeg ringet op af firmaet der står bag bl.a. SmartKids.dk om det ikke kunne være noget for mig at komme ned og tale med dem om en evt. stilling de havde ledig.
Det førte til at jeg i dag sidder som indkøber i en af Danmarks største netbutikker med ansvaret for SmartKids.
Jeg startede i mit job som indkøber i februar 2010, og har således siddet i mit job i 2½ år.

Måske ret tilfældigt at jeg lige er endt her, men jeg har altid haft det bedst med at knokle mig frem til mit mål uden nødvendigvis at læse mig frem til hvordan man gør tingene. Min uddannelse kunne sagtens være af højere grad, men jeg er inderst inde lidt af en ildsjæl der brænder for det jeg laver og derfor også kæmper for at nå mit mål.
Jeg er super glad for mit job, hvilket jeg også håber bloggen her giver udtryk for. Det er hårdt og vi har rigtig travlt, så man skal være lidt af en fighter og ildsjæl for at arbejde på den måde jeg gør. Det er ikke et 8-16 job, men ofte et job der fortsætter som tankespind i din hjerne også efter du har fri.
Men når man elsker sit job, så er det det hele værd :0)

Hvis min lange smører her har givet anledning til flere spørgsmål, så skriv dem endelig til mig her i kommentarfeltet.

Follow me on Bloglovin’Like me on FacebookFollow me on Instagram: boernetoejsindkoeberen

6 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Småfolk yndlingsjakken