Om at være en størrelse….

Vi er allesammen en størrelse. Jeg er en ret stor størrelse. Både fordi jeg er forbandet høj (183 cm), men jeg er faktisk også en stor størrelse (XL/42). Måske lige netop pga. min højde. Men er man virkelig stor, tyk og i dårlig form når man er en str. XL? Det mener jeg jo altså ikke at man behøver at være, lad mig forklare hvorfor og vise hvorfor ;0)

Jeg er sådan én der rent genetisk skal passe på min vægt, så det gør jeg. Det bedste jeg kan. Men for pokker hvor er jeg ked af at se og læse om de piger som generelt skænder deres egen krop. Bevares der ér også rigtig mange som nu slår sig på lige netop at værdsætte det vi nu engang er og heldigvis for det da.

Julius, som er 12 år gammel, dyrker gymnastik. Det betyder, at de fleste weekender lige pt. står på den ene gymnastikopvisning efter den anden. Sidste weekend sad jeg på tilskuerrækkerne hvor jeg overhørte en anden mor tale om gymnasterne på gulvet med de stramtsiddende gymnastikdragter på. Jeg overhører hende sige, at det må være frygteligt at skulle vise sig i sådan en dragt uanset hvordan man så ud. Og det fik mig til at tænke.
Personligt synes jeg det er enorm befriende at folk tør vise deres krop frem uden at skamme sig over den, for har vi ikke alle sammen et eller andet vi skammer os over eller er kede af?

Da jeg var barn, og gymnast, tænkte jeg aldrig på, at det var frygteligt med de dragter. Nej jeg havde personligt intet at bekymre mig om rent kropsmæssigt da jeg viste mig i sådan en dragt. Jeg var faktisk frygtelig slank på det tidspunkt. Men jeg mindes bare heller ikke, at vi piger indbyrdes var så fokuseret på hinandens kroppe. Vi var som vi var, og intet ved det fik os til at dømme hinanden som mennesker.
Og tænk en befrielse det er at se hvor forskellig kroppen er og kan være. Det kan jeg godt blive bekymret for, at nutidens unge ikke får en ide om, fordi det pludselig kun er acceptabelt at vise sig selv når alt er perfekt.

Dét med at skænde sin egen krop – det er jeg så personligt blevet ekspert i efter jeg fik børn. Maven er ikke længere hvad den har været og kiloene blev på et tidspunkt lidt for mange. Men det er og bliver et skråplan at væmmes ved sin egen krop. For mit vedkommende er det slut.

Mit vægttab og min størrelse

Jeg har egentlig altid set mig selv i spejlet, og sådan helt grundlæggende været tilfreds med hvad jeg så. Jeg tror faktisk jeg har følt det modsatte af hvad en anoreksi ramt har følt ved sit eget spejlbillede. Hvadend vægten sagde, så så jeg mig selv som tynd i spejlet. Jeg ville nok ikke helt indse at jeg ikke helt længere var det jeg forestillede mig at være, og på et tidspunkt ramte vægten over 100 kg. Det var faktisk først da andre begyndte at kommentere min vægt, at jeg forstod, at spejlbilledet måske ikke helt var det mine øjne så, eller bildte min hjerne ind at de så. Når jeg så billeder af mig selv, så så jeg også altid en person der var langt tykkere end min hjerne fortalte mig, at jeg var. Det måtte være en dårlig vinkel :0) Eller når tøjmærkerne var begyndt at lave str. XL mindre og mindre. Men det var ikke tilfældet, og jeg var i den grad blevet for stor.
Og så tog jeg kampen op.
I virkeligheden vidste jeg det nok også godt, det var og er jo ikke fordi jeg hver morgen vågner og bare ovenud elsker mit spejlbillede. Langt fra faktisk, men mit wake-up call kom for alvor da flere uafhængigt af hinanden spurgte mig om jeg var gravid og hvor langt henne jeg var. Jeg havde sgu ikke lyst til at ligne en der var gravid, når nu jeg slet ikke var det.

Vil du se hvordan jeg så ud da det var allerværst så SE HER og HER

Jeg tog kampen op fordi jeg kunne mærke den dårlige energi min livsstil medførte. Jeg dyrkede ikke motion og min krop havde det generelt dårligt. Jeg spiste forkert og havde næsten ingen energi.
Det var hamrende svært for mig at tabe mig, og det er det også stadig. Men jeg nægter at skænde min egen krop, simpelthen fordi jeg ikke tror det gavner noget i os, at vi på den måde nedgør vores ydre.

Jeg tror ikke på lynkurer, the der slanker, pulver der skal puttes i maden eller det der ligner. Jeg tror ikke på at vi skal holde os væk fra kulhydrater, ris, brød, pasta eller sukker. Jeg tror på langsigtede løsninger, der også arbejder med os som mennesker. For helt grundlæggende tror jeg på, at der er noget i os, der får os til at spise så forkert som jeg f.eks. gjorde. Jeg ved det er mega cliche agtigt, men jeg tror på livsstilsændringer og dem hjælper min sundhedscoach mig med. For jeg har brug for vejledning, for jeg synes det er pisse hamrende svært og det falder mig åbenbart ikke lige til. Omvendt vil jeg gerne finde en vej, jeg kan leve med resten af mit liv uden at føle mig begrænset og afskåret fra bestemte ting.

Personligt kommer jeg aldrig til at leve som jeg gjorde engang. Jeg kan sagtens falde i, i perioder, men jeg er også god til at samle mig selv op og indse, at nu går den ikke længere. Simpelthen fordi jeg ikke har lyst at ende der igen.
Genetisk er jeg beriget med en sammensætning der gør, at jeg resten af mit liv skal passe på min vægt. Det kan jeg se på min far og også på min bror. Havde jeg dog bare arvet min mors gener ;0) Det er som om, jo ældre vi bliver – jo mere skal vi passe på i min familie. Resten af mit liv kommer jeg til at være på vagt og passe på med hvad jeg spiser.

Når jeg kigger på en pige/kvinde, kan jeg sagtens synes hun er afsindig smuk – men det har ALDRIG, og jeg mener virkelig ALDRIG noget med hendes vægt at gøre. Det er måden hun bærer sig på, og det hun udstråler. Intet kan virke mere frastødende end en pige/kvinde som konstant skal nævne noget der ikke er godt nok ved hendes krop. Eller for den sags skyld skal nævne hvad der evt. måtte være galt med en andens krop.
Jeg har løbende måtte lægge ører til, at folk f.eks. også kommenterede at de da sagtens kunne forstå at jeg ville tabe mig, for man kunne jo tydeligvis godt se hvor mine svage punkter var rent udseendemæssigt. Undskyld mig, men hvad fanden er det? Har vi bare fri ytringsfrihed på andres udseende? Hvordan kan et løst maveskind fylde så meget, at vi KUN får det til at fylde og ikke fokusere på de positive sider vi også har?
Vi har alle små-skavanker rent udseendesmæssigt, men vi har i den grad også en masse positive punkter udseendesmæssigt. Hvad end det er flotte øjne, god røv, flad mave, flot hår eller andet, så vil jeg vove den påstand at vi alle også kan finde noget positivt ved vores udseende.

Så selvom jeg stadig kæmper min vægttabskamp, så kæmper jeg den med rank ryg og fokuserer på, at jeg vil leve et sundt liv i balance.
Og så kan det være så skide ligemeget om der står +90 kg. på vægten, man er str. XL/42 og har et løst maveskind ;0)

 

PS: Billederne her i indlægget er fra vores rejse til Thailand for et år siden. En af mine veninder så billederne og spurgte: “Hvor meget har du tabt siden dér”.
Hun syntes jeg så ud til at have tabt mig yderligere. Sandheden er at det har jeg IKKE – jeg vejer omtrent det samme – faktisk måske lidt mere….
Det siger lidt om hvor ligegyldig den vægt faktisk er ;0)

PPS: Husk på at billeder kan være taknemmelige. Billederne her er taget i den sidste halvdel af vores ferie sidste år, hvilket betyder en god tan og det gør altså ikke noget dårligt for nogle ;0) 

PPPS: Jeg kæmper stadig med min vægt, og vil stadig gerne yderligere i form. Jeg vælger bare at fokusere på det positive frem for det negative. Jeg er en str. 42/XL som jeg altid har været, på trods af et vægttab på ca. 12 kg. Og så er det faktisk ofte, at jeg oplever at str. 42/XL er for lille??? HVAD SKER DER FOR DET?
Så inden du nævner at jeg ikke kan klage, så jo det kan jeg faktisk godt vil jeg vove ;0) Jeg nægter bare at fylde mig selv og mit hoved med alt det dårlige.