Konkurrence og Test af Bundgaard vinterstøvler

Om at presse sit sensitive barn….

om at presse sit sensitive barnom at presse sit sensitive barnSweatshirt fra PopUpShop (LIGE HER) // Bukser fra PopUpshop (LIGE HER) //
Sneakers fra Hummel (LIGE HER) //
 

Spejderlejr og noget om at presse sit sensitive barn

Drengene er i år begyndt til FDF/FPF, hvilket er noget de begge nyder meget.
Jeg har i et års tid forsøgt at få Lucas til at gå til det, både pga. at hans bedste ven (som er en pige) går til det og fordi jeg har hørt at det er en fritidsaktivitet som sensitive børn kan have glæde af. Men Lucas har ikke rigtig vist interesse for det, før han pludselig selv proklamerede i sommerferien at han altså ville starte til spejder.

Julius derimod går allerede til 3 fritidsaktiviteter, men nu chancen bød sig så skulle han altså ikke gå glip af noget. Så begge drengene startede til spejder efter sommerferien :0)

I weekenden skulle de på deres allerførste spejderlejr. De skulle afleveres fredag kl. 17 og hentes igen søndag kl. 11 ved kirken hvor de så havde været til gudstjeneste.
Julius var med det samme med på ideen og ville gerne med, mens Lucas han absolut ikke ville med. Jeg vidste dog at hans bedste ven skulle med, og derfor forsøgte jeg at lokke ham lidt. Kompromis’et blev at han ville være med om dagen, men altså ikke ville blive og overnatte.
I ugen optil svingede hans holdning lidt og han overvejede faktisk at blive og overnatte.

Så da vi afleverede fredag var det med oppakning til at han kunne blive og overnatte, men aftalen var stadig at han blot skulle ringe hvis han ville hjem.
De ansvarlige spejderledere var også informeret om denne beslutning, og selvom de ikke kender Lucas så godt – så besluttede jeg at jeg skulle slappe lidt af. De ville helt sikkert ringe om han ville hjem og jeg behøvede ikke sætte dem ind i hvordan han som særlig sensitiv kan være.

Sweatshirt fra PopUpShop (LIGE HER
 

Nu er jeg så en lortemor…

Jeg afleverer som sagt begge drenge fredag, og Lucas forsikrer mig om at han IKKE vil blive og sove. Vi aftaler at han selvfølgelig bare ringer og så henter vi ham.

Så sker der det, at vi absolut intet hører fra drengene og vi tænker bare FEDT – han er nok endt med at kunne lide det.
Lørdagen går også, og jeg får kun en enkelt SMS fra Julius om at de har det godt.
Vi er ovenud forundret over at Lucas bare har klaret den, og han bliver og sover begge dage. Vi nyder lørdagen i tosomhed, spiser brunch og hygger med venner om aftenen.

Søndag henter jeg drengene ved kirken som aftalt og de ser glade ud – lige indtil Lucas ser mig. Så bryder han sammen og siger skuffet: “Du lovede at jeg måtte ringe og at jeg kunne komme hjem og sove!”
Ej men for helvede da også (ja undskyld mit sprog), men så har spejderlederne nægtet Lucas at han skulle have lov at ringe eller at han skulle hjem. Åhh for fanden, mit hjerte bristede ikke bare en lille smule – men virkelig også af frygt for at Lucas nu ville trække sig helt fra spejder som han jo eller er blevet så glad for. Og så blev jeg lige der også en lille smule arrig over at de ikke har lyttet til ham.

 

Pas nu på offerrollen

Men faktisk har vi vendt det til at være positivt, og rost Lucas i stor stil – for hvor er det bare mega sejt at man har overvundet noget som man faktisk ikke rigtig turde. For selvom man er sensitiv og har rigtig svært ved nye ting, så er man også bare nødt til nogle gange at blive presset lidt.

Man skal nemlig passe på, at man ikke pakker sit barn ind i vat – og det ved jeg vi nok alle sammen har svært ved. Men når man så har et særlig sensitivt barn, så er det virkelig svært. Jeg ved at den mindste lille uoverensstemmelse kan fører Lucas ind i et negativt mønster, og derfor har jeg nok også tendens til at forsøge at hjælpe ham igennem alt på en ikke altid konstruktiv måde.

Men som forældre til et særlig sensitivt barn, er det også vores fornemmeste opgave at presse ham ud i oplevelser som vi mener vil være gode for ham.
Det er på INGEN måde nemt, det er faktisk rigtig rigtig svært. Men så længe vi som forældre viser ham at det er ok, og hviler i os selv og giver ham styrken til at opleve selvom det stritter imod alt hvad han selv fornemmer, så er det faktisk ok – og måske også ligefrem nødvendigt for hans trivsel.

Og faktisk har det vist sig at det kun var meget kortvarigt at han var virkelig sur over det og skuffet. Vi har snakket rigtig meget om det, men også overbevist ham om at det har været helt ok.
Jeg er så mega stolt af ham, og han er ikke faldet tilbage i et negativt mønster – tværtimod.

Som forældre til et særlig sensitivt barn, kan jeg ikke sige nok at det at være så sensitiv som Lucas er, er et kæmpe plus.
Det er IKKE en sygdom at være sensitiv. Særlig sensitiv er ikke noget man HAR, men noget man ER. Det er IKKE en diagnose!

Det vigtigste for ethvert barn er at få lov til at være den man er og blive respekteret for den man er.
– og det er hvadend man er særlig sensitiv eller ej.

Jeg vil hverken lade mit barn få en offerrolle pga. hans særlig sensitivitet, og jeg vil heller ikke ende med at være en projektforældre som dyrker dette på et sådan plan at det ikke er sundt for hverken ham eller mig.
At forstå hans sensitivitet må jeg dog indrømme har gjort vores hverdag meget nemmere, og derfor skriver jeg også fra tid til anden om det her på bloggen.

Jeg håber også at vores erfaringer og små tips til at håndtere det sensitive barn, måske også kan hjælpe nogle af jer derude med sensitive børn, som måske ikke er nået lige så langt i forløbet som vi er.
I er altid velkomne til at stille spørgsmål 🙂

 

Indlægget indeholder affiliate links 
 

7 kommentarer

  • Mette Froberg

    Hej!
    Hvorfor har jeg dog ikke opdaget din blog før nu… 😉 Har også et ekstremt særlig sensitiv barn og tumler med det dagligt. Skal skrive ham op til skole i næste måned og det er jeg meget i tvivl om om er det rigtige. Mit spørgsmål til dig er – hvilken skole går din dreng på, tænker vores folkeskole ikke er i stand til at rumme et barn med særlige behov og passer ikke ind i den nye skolereform…Eller er jeg mon pylleret! Hilsen en lidt fustreret mor til Oskar på 5 år. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejligt indlæg og selvom I har fået vendt det til succes, så synes jeg altså heller ikke det er OK at en leder med ansvar for dit barn en weekend ikke respekterer den aftale der er lavet – totalt tillidsbrud!
    Jeg har selv haft problemet med min meget sensitive søn som ikke ville gå til noget i 6 års alderen ligesom de andre børn. Han var meget glad for at spille fodbold men nægtede i 2 sæsoner at ville gå til det med vennerne. Han er meget autoritetstro og jeg fortalte ham så at der i Danmark var en lov (lige som færdelsregler) der sagde at når man blev 8 år så SKULLE man gå til noget – så han kunne bare bestemme sig for hvad det skulle være. Det blev starten til en rigtig god fodboldoplevelse for ham med os på sidelinjen i flere år til han blev helt tryg og han spiller endnu og har gennem det kammeratskab samt hans talent fået så mange succesoplevelser at han faktisk er ved at vokse fra den særligt sensitive kategori til blot den sensitive 🙂 KH Tine

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Betina Nielsen via Facebook

    Du skriver det selv… “Det er IKKE en sygdom at være sensitiv. Særlig sensitiv er ikke noget man HAR, men noget man ER. Det er IKKE en diagnose!”
    Og det skal man virkelig huske på… 🙂 Og faktisk skal man tænke det lidt som en særlig gave…Det gør jeg ihvertfald 😉
    Man skal passe på at man ikke “sygeliggøre” sensitive børn (og voksne!)

    JEG ville dog tage en meget alvorlig snak med spejderlederne…For det er da totalt tillidsbrud at drengen ikke må ringe hjem, hvis i har aftalt det?
    Ja han klarede at “savne jer”…men det er da stadig ikke ok at de ikke overholder deres del af aftalen…

    Jeg er selv meget sensitiv…og har et sensitivt barn… 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vinnie BB

    Fedt!!

    Og jeg er helt enig i, at selvom vi har særligt sensitive børn – så skal vi presse dem en gang i mellem – og her mener jeg også på den positive måde. Ved at give dem sejre, og overvinde de der små ting som er ganske svære, bliver det med tiden lettere at få dem til at tage lidt større skrid på usikker grund!
    Det er så fedt at se, når det lykkedes for dem selv at tage bare et lille skridt helt selv 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Puh, hvor bliver jeg arrig på den spejderleder:-(, nok mest fordi vores ældste, som er en pige og nu voksen. Da hun var omkring 7-8 år, blev hun også ignoreret af en voksen, da hun var på tur og ingen så hun var ked af det. Derudover havde hun og en anden overhørt en klokke og kom derfor ikke til bålet. De fik ikke lov at få desserten , som straf for ikke at komme, og ingen så på at sådan ville hun Aldrig gøre med vilje. Efter det ophold, gik der desværre 3-4 år før vi igen kunne få hende til at overnatte ude, og det ikke engang ved bedsteforældre. Bliver så gal, når folk ikke lytter til forældre og børn, og lader børnene være med i dagstimerne, komme hjem til natten og så komme igen næste morgen. Det med at sove ude, skal nok komme, men hvorfor presse dem ud, før de er klar. Det er noget helt andet, hvis det er nødvendigt, altså når mor og far skal noget. Håber ikke i skal igennem det samme, som vi pga. en nævenyttig spejderleder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Aja Faaborg Preuss Christensen via Facebook

    Rigtig fint indlæg. Vi har endnu ikke helt regnet balancegangen ud.. For vores meget sensitive dreng skal presses for at ville springe ud i nye ting. Når han så prøver og det lykkedes, giver det selvtillid nok til flere måneder

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Skøn læsning og så godt gået af Lucas

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Konkurrence og Test af Bundgaard vinterstøvler