Regn, regn, regn - Regntøj på tilbud

Hotel Centara Kata Beach – Thailand

Centara Kata BeachCentara Kata Beach

Billeder fra hotellets børnevenlige pool – Centara Kata Beach
 
 

Anmeldelse af Centara Kata Beach Hotel – Thailand

Jeg har stadig en masse indlæg i ærmet omkring vores rejse til Thailand, og her bl.a. en anmeldelse af de hoteller vi boede på. Som sagt havde vi booket en kombinationsrejse med Star Tour, som betyder at man kan booke den første uge på ét hotel og den næste uge på et andet hotel og evt. i et andet område. Vi har før været afsted hvor vi boede 14 dage på samme hotel, og i og med at drengene er så store nu så havde vi mod på at prøve lidt forskellige hoteller og oplevelser. En kombinationsrejse var derfor det helt rigtige for os. Dog besluttede vi at blive på Phuket i begge perioder, selvom vi også overvejede om den ene uge skulle være ved Krabi. Det var vores tredje gang på Phuket, så jeg tror næste gang vi kaster os ud i nogle nye eventyr, for Thailand er så meget mere end Phuket.

Første uge havde vi booket os ind på Centara Kata Beach, som er et af Star Tours mest populære familie hoteller i Kata området. Hotellet har 4 s’er, og ligger i Kata området som jeg personligt synes er det område med de mest børnevenlige strande. Siden vi var i Kata sidst er der sket rigtig meget med området, og det er langt mere turistet end vi har været vant til. Men modsat mange andre, så har vi faktisk ikke noget imod at stedet har udviklet sig. Vi kan godt lide at der sker lidt når vi er ude at rejse, og vi kan rigtig godt lide at der er flere spisesteder at vælge imellem. Om aftenen elsker vi at gå lange ture, og her må der gerne være noget at kigge på. Men når det så også er sagt, så elsker vi også at rejse udenfor højsæson hvor der ikke er helt så mange turister som i Dec., jan. og tildels feb. i Thailand. Når vi rejser i Marts er der på ingen måde overfyldt på strandene, hotellerne osv. Det var f.eks. muligt for os alle dage at få liggestole både på strand og ved pool. Centara Kata BeachCentara Kata Beach

Drengene i badetøj fra Hummel – Læs mere her Scrunch-Ball – Læs mere her

Centara Kata Beach

Drengene i badetøj fra Molo – Læs mere her
 
 

En af de positive ting ved Centara Kata Beach hotel var at der var en ekstremt børnevenlig pool. Den er ikke super stor, men lige tilpas og så har den hele vejen rundt områder hvor der er lavere og børnevenligt for børnene. Så du behøver ikke at være i den ene ende for at være et sted hvor børnene kan boltrer sig. Det kan man så at sige hele vejen rundt om poolen. Der er faktisk flere poolområder på Centara Kata Beach, men vi brugte primært den mest børnevenlige hvor der bl.a. var rustchebane. På hotellet var der også et andet stor poolområde, hvor det virkede til at være mere for det voksne publikum. Her var mere stille og roligt, så vi foretrak at være der hvor børnene kunne boltrer sig som de nu ville. Nede ved hotellets spa-område var der en tredje pool, som var forbeholdt dem som ville have fred og ro. Centara Kata Beach

Centara Kata Beach lobby område
 

Hotellet ligger i Kata området, ca. i midten. Det ligger ikke i første række til stranden, og man skal gå en god tur for at komme ned på stranden da man skal udenom en stor mur der er rundt om det ressort der ligger helt ned til stranden. Så man skal enten gå den ene vej eller den anden rundt om den mur, og der er ca. lige langt uanset hvilken vej du tager. Dog er der gratis shuttle bus hver morgen og hver halve time indtil kl. 10.30-11 stykker som kører direkte til stranden. Vi kunne dog godt lide at gå turen ned til stranden hver formiddag. Vi sov virkelig længe hver dag og på Centara Kata Beach var der morgenmad til ret sent på formiddagen, så det var slet ikke noget problem.

Morgenmaden var der intet at sætte fingeren på, der var virkelig alt hvad man overhovedet havde brug for. Største hit var en pandekage maskine, som lavede små amerikanske pandekager :0) Og så var de virkelig gode til at lave omeletter.

Vi booker som regel altid vores hoteller i Thailand med morgenmad, og ellers ingen pension. Maden er nemlig fantastisk i Thailand, og det er noget billigere at spise ude end herhjemme. Dog er Phuket et af de dyreste steder, for her har man justeret priserne i forhold til turismen – men det er stadig billigt i forhold til herhjemme. Centara Kata Beach Vores hotelværelse lå i den bygning som kan ses til venstre i ovenstående billede, og som I kan se så var der byggeplads lige på den anden side af vejen. Det gav en del støj hver morgen, som var en anelse generende fordi bygninger, døråbninger osv. på ingen måde er særlig tætte i Thailand. Så lyden kom direkte ind i vores værelse hvor vi lå og sov. Dog vil jeg sige at det virkede som om at de tog hensyn og først startede forholdsvis sent på morgenen. Og altså vi skulle jo også op ik’? Vores værelse var et dobbeltværelse med 2 dobbeltsenge, badeværelse og en balkon med udsigt over hotellets stille pool.
Det var super rart at man igennem Star Tour kunne booke hoteller hvor vi alle 4 kunne være på ét værelse. Hvis man booker hotel selv, så kan man godt blive overrasket over visse steder i Thailand, hvor der faktisk kun er tilladt at have 1 barn på hvert værelse. Det skal man lige være obs på hvis man kaster sig ud i at booke selv – det kan dog sagtens lade sig gøre også hvis man booker selv.

På Centara Kata Beach var der rigtig mange danskere med børn, da det er et af Star Tours mest populære familiehoteller i området. Det er meget hyggeligt – bestemt, men hvis man ikke er til den typiske charter stemning, så er det ikke hotellet man skal vælge. For os var det fint. Vi var som regel ved stranden hver dag og først sidst på eftermiddagen benyttede vi poolområdet. Her var det rart efter en lang dag med drengene og bare mig og Hr. mand lige at få en sludder med de andre danskere dernede :0) Servicen på hotellet og personalets venlighed er helt i top, og de gange vi havde brug for hjælp der var de der med det samme. Generelt kan vi anbefale hotellet til børnefamiler. Det er uden tvivl et familiehotel med fokus på børnene, men det er på ingen måde for meget med f.eks. aktiviter osv. hele tiden. Man kan være sig selv uden at føle sig som spærret inde i et charter-helvede ;0)

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Regn, regn, regn - Regntøj på tilbud