9 kommentarer
-
Siden ·
-
Sødt Pernille, det er også det arrgument der bliver brugt her, og kan bare ikke få det over mit hjerte når det virkeligt kan mærkes så kraftigt … så tiden må vise om det ikke hjælper, jeg tror ikke man kan give sine børn for meget tryghed 😉
KramSiden · -
Jeg er alene med min dreng – så der er plads i sengen når min dreng på 5 år kommer ind. Og det er da også hyggeligt og trygt at putte sammen. Meen… selv om jeg er alene, ligger han meget uroligt, så jeg er til tider endt på sofaen for at kunne sove…hi hi. Vi har dog sådan en madras til overnattende gæter….kunne da være den skal stå hos mig, så jeg kan ligge mig der isteden for på sofaen 😉
Siden · -
Hos os fungerer det med madrassen – held og lykke, og må alle få deres nattesøvn (det hele er så meget sjovere når alle er friske og udhvilede).
Line
Siden · -
Tak Line – dejligt at høre at vi ikke er de eneste der har tyet til madrassen på gulvet :0)
Siden · -
uhhh det kender vi alt for godt , og investerede faktisk i en i vinters, da jeg faldt ud af sengen for 100 et eller andet gang , med 1 sommetider 2 børn i sengen har det været løsningen her, jeg har også et barn der extremt utrygt , og ryster over hele kroppen nå de ligger alene, så jo tryghed og nattesøvn frem for alt , håber det virker for jer også 😉 <3
kramSiden · -
Tusind tak Vibeke – Ja, jeg tænker også at han må have brug for den tryghed siden det bare ikke bliver bedre.
Som min svigermor sagde, så havde en af hendes børn en dag sagt til hende: Mor – I sover jo sammen, hvorfor skal vi så sove hver for sig….
Hmmm ja – det er da næsten ikke til at bære vel?Siden · -
Det tror jeg de fleste forældre har oplevet. Og som jeg husker det var jeg også selv slem til at hoppe ned i revnen for at sove. Det var dejligt trygt. Jeg er spændt på hvem der kommer til at ligge på den madras. Mit bud er at efter en uge ligger du der ned og sover :O) smiler/griner.
Siden · -
Ha ha ha – det kan godt være jeg selv ender dernede. Men det er altså forsøget værd ;0)
Jeg var også selv ret god til at komme ind til mine forældre hver nat og husker bare så tydeligt den tryghed det gav mig når min mor puttede mig nede på madrassen – tæt op af deres seng :0) Jeg havde nemlig også en madras på gulvet ved mine forældre da jeg var lille <3Siden ·
Kender det alt for godt. Her har det bare længe haft den hage, at “far” godt kan sove og nyder det ekstra selskab, men alligevel blev vi enige om at “sætte ind”, da vi lige har fået nr. 3 og mellemste mand, som kommer/kom(hurra!) hver nat er 5½. Han skulle jo nødigt føle sig smidt ud, så vi har sørget for, at det ikke handlede om babys indtog i soveværelset. Min mand flyttede ind på værelset med madrassen (som længe har ligget i soveværelset til sønnike, men ofte ikke hjalp, da han blot flyttede videre op mellem os efter henvisning til madrassen). Efter 1½ uge med “far” på værelset blev madrassen på værelset, men min mand flyttede retur til soveværelset. Ca. 2 nætter, flyttede min mand ind på værelset i løbet af natten, fordi mellemstemand kaldte, men derefter blev han i sin seng (jubii). Nu kalder han, hvis han skal på toilet eller har brug for lige at tjekke, om vi er i soveværelset, men sover videre i egen seng.
Jeg var noget betænkelig ved at lade min mand flytte ind på børneværelset i en periode (til dels under påskud af, at hverken “far” eller søn skulle forstyrres af baby), for ville det blive en ny “dårlig vane”/tryghed? I stedet siger sønnike: “Nu er jeg ikke bange mere, så far må godt sove i sin seng.” Vi har selvfølgelig rost ham, men det hjælper jo ikke, hvis man er bange/utryg. Det er vores lille succes.
Nu sover jeg klart bedre og afbrydes kun af amning, som ikke generer så meget som en stor 5-årigs spark i ryggen, hænder i håret og arme i hovedet… Hurra.
Min gamle dagplejemor sagde det samme, som din svigermor, og jeg giver til dels ret, men tænker også, at det er godt for selvstændighed og selvtillid, at de kan sove alene, når bare mor og far er klar med hjælp og forståelse i løbet af natten, hvis nødvendigt – og de er trygge på eget værelse. Vores ældste sov også i vores seng og senere på madras i soveværelset i en lang periode, men var så pludselig klar til eget værelse (ca. 6 år gammel).
Efterfølgende kommer han nogle gange nærmest i søvne og tjekker, at vi er i soveværelset, og går tilbage uden at kontakte os. Han kommer også af og til, hvis han har mareridt.
Nå, lang beskrivelse, men blev bare grebet, da vi netop har haft den problematik hos os så længe, men for nyligt har fået “fred i dobbeltsengen” – spændende, når vi så også lige har en 3er…hvordan mon det går :)?